
Med en ny underskriftsindsamling kræver Skattebetalerne et vurderingsloft, der skal give boligejere tryghed, nu hvor ejendomsvurderingssystemet endnu engang er blevet udsat – denne gang til 2028. Et vurderingsloft garanterer, at ingen boligejere skal have højere boligskat som følge af nye ejendomsvurderinger i perioden 2024–2028.
Hvad betyder det for dig som boligejer?
- Tryghed og forudsigelighed
Du ved, hvad du skal betale – og slipper for ubehagelige overraskelser i postkassen.
- Ingen skattestigninger pga. nye vurderinger før tidligst 2029
Nye vurderinger må ikke slå igennem på boligskatten, før systemet leverer pålidelige tal.
- Ingen efterregninger bagud i tid
Din boligskat kan ikke justeres op for tidligere år.
Hvis din vurdering falder, får du selvfølgelig penge tilbage – med renter.
Sådan fungerer vurderingsloftet i praksis
Vurderingsloftet fastsætter, hvilke vurderinger der må bruges til at beregne boligskatten i de enkelte år:
2024
Boligskatten beregnes ud fra den laveste af:
- Den foreløbige 2022-vurdering
- Den endelige 2022-vurdering
2025–2026
Boligskatten beregnes ud fra den laveste af:
- Den foreløbige 2024-vurdering
- Den endelige 2024-vurdering
2027–2028
Boligskatten beregnes ud fra den laveste af:
- Den foreløbige 2024-vurdering
- Den endelige 2024-vurdering
- Eventuelle senere vurderinger for disse år
Hvad med boligejere, der allerede har fået højere skat?
Har du fået en genberegning, som giver højere boligskat for 2024 (og evt. 2025), skal restskatten annulleres eller tilbagebetales – inkl. renter og procenttillæg.
Det gælder især boligejere, hvor de endelige vurderinger er højere end de foreløbige.
- Har du derimod fået en lavere endelig vurdering, skal du – som i dag – have tilbagebetalt den skat, du har betalt for meget.
Ingen nye efterregninger frem til 2029
Med vurderingsloftet skal der ikke foretages nye genberegninger af boligskat for 2024–2028.
Hvis der i fx 2028 kommer vurderinger, som er højere end loftet, får det først betydning fra 2029 – hvor systemet forudsættes at fungere stabilt og korrekt.
Hvis vurderingssystemet stadig ikke er pålideligt pr. 1. oktober 2028, skal loftet automatisk forlænges til 2029 og eventuelt længere.
Andre vigtige forhold
- Klageadgangen bevares fuldt ud
Boligejere kan stadig klage over vurderinger – både eksisterende og kommende klager påvirkes ikke.
Begrænset betydning for statens økonomi
Forslaget om et vurderingsloft vil medføre lavere skat for boligejerne frem til 2028. Da skattenedsættelserne i årene 2024-2028 er midlertidige, har de kun en ubetydelig virkning på det økonomiske råderum. Det kan skønnes, at de midlertidige skattenedsættelser har en samlet virkning på råderummet svarende til en permanent skattenedsættelse på mindre end 100 mio. kr. årligt.
Skriv under på forslaget her: