De fleste danskere betaler mere i indkomstskat, end de betaler for deres bolig, bil og mad tilsammen. Alligevel er der næsten ingen, der kan gennemskue, hvordan deres skat er beregnet. Systemet er blevet så indviklet, at selv professionelle har svært ved at overskue det.
Sådan burde det ikke være, og sådan har det faktisk ikke altid været. I 1985 kunne almindelige danskeres skat beregnes på basis af to beregninger. Skattesystemet var stadig til at overskue.
I dag er antallet af såkaldte beregningsgrundlag vokset fra to til ni. Og SVM-regeringens seneste skattereform indfører fra 1. januar endnu et beregningsgrundlag, så der vil være 10 i alt. Det går altså stadig den forkerte vej: regeringen gør ikke skattesystemet enklere, men mere kompliceret.
Et beregningsgrundlag er den måde, din indkomst opgøres på, når en bestemt skat skal beregnes. Lad os sige, at myndighederne skal beregne, hvor meget du skal betale i arbejdsmarkedsbidrag. Skattesatsen er 8 procent, men hvilket beløb skal satsen beregnes af?
Arbejdsmarkedsbidraget beregnes som 8 procent af bruttolønnen fratrukket de pensionsindbetalinger, der foretages via arbejdsgiveren. Det er beregningsgrundlag nummer ét.
Problemet er, at næsten hver skat opgør din indkomst på sin egen måde, hvor forskellige ting er trukket fra eller lagt til.
Kommuneskatten (og eventuelt kirkeskatten) beregnes ikke som arbejdsmarkedsbidraget af bruttolønnen, men af den del af den skattepligtige indkomst, der overstiger personfradraget, som i 2025 udgør 51.600 kr. Den skattepligtige indkomst er et opgjort tal, der bygger på personlig indkomst og kapitalindkomst, reduceret af visse fradrag. Det er beregningsgrundlag nummer to.
Så er der bundskatten til staten på 12,01 procent. Den beregnes af et helt tredje grundlag: personlig indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, men satsen ganges først på, fra det niveau, der ligger over personfradraget. Det er beregningsgrundlag nummer tre.
Og topskatten tager udgangspunkt i et fjerde grundlag, hvor personlig indkomst typisk indgår sammen med tillæg i form af positiv nettokapitalindkomst, dog kun den del, der ligger over et bundfradrag, som i 2025 udgør 52.400 kr.
Bundfradraget for kapitalindkomst er noget helt andet end personfradraget. De to fradrag adskiller sig både i beløbsstørrelse, funktion og placering i skatteberegningen. Bundfradraget skærmer fx kun imod beskatning fra topskattesatsen, mens der stadig skal betales kommuneskat (og evt. kirkeskat) samt bundskat for beløb under fradraget. Endnu et beregningsgrundlag.
Men det stopper ikke dér. Beskæftigelsesfradraget og jobfradraget beregnes af endnu et beregningsgrundlag baseret på arbejdsindkomst, og aktieskatten beregnes af aktieindkomst. Og så videre indtil vi kommer op på i alt ti beregningsgrundlag, når man skal beregne indkomstskatten for helt almindelige borgere, der bare disponerer, som man nu gør, når man lever et helt almindeligt liv.
Det er skandaløst, at vi er nået dertil, at almindelige borgere ikke har skyggen af en chance for at beregne deres egen skat. For det første kan vi ikke selv tjekke, om skatteberegningen er korrekt. Vi er tvunget til at stole på, at myndighederne ikke begår fejl.
For det andet kan vi som borgere ikke forudsige de skattemæssige konsekvenser af vores egne beslutninger. Hvad sker der med din skat, hvis du indbetaler 10.000 kr. ekstra til pension? Eller sælger nogle aktier? Eller får en lønstigning? Svaret afhænger af, hvordan beløbet påvirker alle de forskellige beregningsgrundlag – og det er i praksis umuligt at regne ud.
For det tredje virker systemet dårligere. Politikerne indfører fradrag og incitamenter for at få borgerne til at handle på bestemte måder – arbejde mere, spare mere op til pension og så videre. Men når folk ikke kan gennemskue, hvordan reglerne påvirker deres økonomi, reagerer de ikke på dem. Så ender vi med et kompliceret system, der ikke engang opnår det, det var designet til.
Få ting er vigtigere, end at vi som borgere bevarer tilliden til skattesystemet. Det kræver, at vi har en chance for at forstå det, hvis vi forsøger. Det har vi ikke i dag, og det går ikke.
Hvis almindelige mennesker igen skal kunne forstå deres egen skat, skal vi have færre beregningsgrundlag – ikke flere. Det er ikke en umulig opgave. Det kræver, at politikerne holder op med at bruge skattesystemet som en værktøjskasse til at sende symbolpolitiske signaler og til at løse alle mulige andre problemer, end dét, som skattesystemet primært bør være tiltænkt: at skaffe finansiering til velfærdsstaten.
Læs hele det underliggende notat her.