Åbenhed og gennemsigtighed

Kun 20 procent af danskerne føler sig velinformeret om, hvordan politikerne bruger vores skattekroner, mens 49 procent ikke føler sig velinformeret (kilde: Epinion for Skattebetalerne, august 2025).

Forestil dig at handle i et supermarked uden prisskilte. Sådan har vi skatteborgere det i dag ofte med den offentlige sektor – vi betaler regningen gennem vores skat, men kan sjældent se, hvad vi får for pengene. Selv simple spørgsmål kan vi ikke får svar på: Hvad koster én time hjemmepleje egentlig alt i alt? Er det billigere i nogle kommuner end i andre? Afspejler højere udgifter en bedre kvalitet? Og leverer private leverandører den samme kvalitet billigere? Hvordan klarer det lokale sygehus eller den lokale skole sig sammenlignet med sygehuse og skoler andre steder i landet?

Uden gennemsigtighed belønnes udygtighed med større budgetter, mens de dygtige ikke får anerkendelse. Borgerne efterlades i blinde, når de skal vælge skole, plejehjem eller andre velfærdsydelser.

Skattebetalerne arbejder for borgernes ret til at vide, hvad deres skattekroner går til, og hvad de får for pengene. Det er fundamentet for bedre velfærd til færre penge. Og et er fundamentet for en oplyst demokratisk samtale.

“Skatteborgerne betaler regningen – de har krav på at se den. Gennemsigtighed handler både om pris og kvalitet – i kroner og resultater.”

Martin Ågerup, direktør, Skattebetalerne

Del dette opslag
Scroll to Top