Retssikkerhed i mødet med SKAT

Et stort mindretal på 19 procent – eller omkring 1 million danskere – stoler ikke på, at de bliver behandlet ordentligt af skattemyndighederne (kilde: Epinion for Skattebetalerne, august 2025). 

Desværre er bekymringen ikke ubegrundet. Der er over en længere årrække sket et foruroligende skred, der har svækket skatteborgernes retsstilling overfor skattemyndighederne i en sådan grad, at tvivl ofte kommer myndighederne snarere end borgerne til gode.

Langt de fleste danskere er lønmodtagere, som betaler skat via automatisk indberetning, og det fungerer fint for de fleste (om end vi ser stigende problemer, fx med ejendomsvurderinger). Men retssikkerheden står sin prøve, når der opstår en tvist.

Staten har stor magt i skattesager, og skatteopkrævning er tvangsbaseret. Derfor bør skattemyndighedernes mål ikke være at vinde, men at finde den rette løsning efter loven. Myndighederne skal søge de relevante oplysninger – også dem, der taler til borgerens fordel – og afgørelser skal kunne forklares enkelt og hvile på lovens formål. 

Skattebetalerne arbejder for et skattesystem, hvor retten er klar, processen fair, og resultatet rimeligt. Hvor der er reel tvivl om beviser eller om, hvordan reglerne skal forstås, bør tvivlen altid komme borgeren til gode.

“Skattemyndighederne har stor magt. Derfor skal retssikkerheden være meget stærk på skatteområdet: Myndighederne skal bære bevisbyrden, tvivl skal komme skatteborgeren til gode, og afgørelser skal forklares i klart sprog og være til at forstå.”

Martin Ågerup, direktør, Skattebetalerne

Del dette opslag
Scroll to Top