Kompleksiteten i reglerne
Den danske skattelovgivning består af ca. 60 forskellige skattelove. Dertil kommer et stort antal bekendtgørelser, vejledninger og cirkulærer. Tilsammen gør det regelsættet komplekst og giver jævnligt fortolkningstvivl, som i sidste ende må afklares ved domstolene.
Mange skatteafgørelser beror også på et konkret skøn. Det betyder, at den skattepligtiges retsstilling ikke altid kan læses direkte ud af loven, men afhænger af skattemyndighedernes vurdering af det konkrete forhold.
Opgørelse af indkomst og beregning af skat
Flere skattereformer gennem de seneste 40 år har gjort det enklere at opgøre den skattepligtige indkomst. Stort set alle almindelige indkomster er skattepligtige, og fradragene for personer med almindelige indkomstforhold er få og som udgangspunkt klart afgrænsede. Derfor er selve indkomstopgørelsen typisk relativt enkel.
Selve beregningen af den samlede skat er derimod meget kompliceret. Den samlede indkomst skal opdeles i fire indkomsttyper: skattepligtig indkomst, personlig indkomst, kapitalindkomst og aktieindkomst.
Disse indkomsttyper udløser i dag syv forskellige indkomstskatter: bundskat, mellemskat, topskat, top-topskat, kommune- og kirkeskat, aktieindkomstskat samt arbejdsmarkedsbidrag. Hver skat har sit eget beregningsgrundlag, som kan omfatte en eller flere – eller dele af – de nævnte indkomsttyper.
Skattebetalerne har i en analyse påvist, at antallet af beregningsgrundlag siden midten af 1980’erne er vokset fra to til i dag 10.
Et beregningsgrundlag er den måde, en skatteborgeres indkomst opgøres på, når en bestemt skat skal beregnes. Næsten hver skat har sit eget beregningsgrundlag. Arbejdsmarkedsbidraget beregnes som 8 procent af et beregningsgrundlag, der udgøres af bruttolønnen fratrukket de pensionsindbetalinger, der foretages via arbejdsgiveren. Kommuneskatten (og eventuelt kirkeskatten) beregnes ikke som arbejdsmarkedsbidraget af bruttolønnen, men på basis af et andet beregningsgrundlag. Og så fremdeles.
Konsekvensen er, at ingen skatteyder reelt kan beregne sin egen skat. Samfundet opkræver omtrent halvdelen af borgerens samlede indtægter, men på en måde, der ikke gør det muligt for borgeren selv at (efter-)beregne sin skatteopgørelse.
Hvorfor er systemet blevet så kompliceret?
Årsagerne til, at skattesystemet – både reglerne og beregningsmetoderne – er blevet så kompliceret, er mange.
Det er næppe muligt at lave et helt enkelt skattesystem i et komplekst samfund, hvor der findes mange måder at tjene indkomst på. Men det danske skattesystem er alligevel mere kompliceret end i sammenlignelige lande – og for eksempel langt mere kompliceret end Norges.
Et højt beskatningsniveau giver næsten altid flere og mere detaljerede regler end et lavt beskatningsniveau. Høje skatter kræver typisk undtagelsesregler for at undgå utilsigtede virkninger. Samtidig bliver der behov for flere – og ofte meget indviklede – regler, som skal forhindre omgåelse og snyd.
Et højt skattetryk fører også ofte til mange forskellige skatter og afgifter. Hver skat og afgift kræver sin egen lov og sine egne regler for opgørelse, beregning og kontrol. Det er en vigtig forklaring på, at antallet af skattelove er så stort.
I Danmark har man desuden en tradition for at bruge skatter og afgifter til andre formål end det rent fiskale, altså at skaffe penge til finansiering af statens udgifter. Mange skatter skal ud over at skaffe indtægter regulere sociale forhold, beskæftigelse, sundhed samt miljø og klima. Nogle har helt særlige formål, for eksempel at finansiere velgørende foreninger, fremme energibesparende håndværksydelser eller begrænse brugen af plastikbæreposer.
Det ses også i den aktuelle debat om differentieret moms, hvor argumenterne handler om sundhed, fødevarepriser m.m. Set fra et skatteteknisk perspektiv burde den slags hensyn ikke være skattemæssigt relevante. De forudsætter sondringer, som især vil øge de administrative problemer for erhvervsdrivende mærkbart.
De ikke-fiskale formål øger i sig selv regelmængden. Men når reglerne samtidig skal forfølge mange forskellige mål, bliver de også meget forskelligartede. Derfor kan man sjældent udlede en ensartet fremgangsmåde, indretning eller generel fortolkning af reglerne.
Det, der gælder i én situation, gælder ikke nødvendigvis i en anden, fordi formålet med reglerne kan variere betydeligt. Den samlede regelmasse kommer derfor til at fremstå uensartet og ikke stringent.
Når skattesystemet bruges til mange formål, ender man desuden med skatter og afgifter, hvor det primære formål ikke er at skaffe indtægter, og som derfor kun giver et meget lille provenu. De bidrager alligevel til kompleksiteten i hele systemet.
Endelig har det betydning, at skatteområdet traditionelt har været en ideologisk kampplads. Det betyder, at reglerne i højere grad indrettes efter skiftende politiske hensyn end efter rent skattefaglige hensyn.
Hvad bør et skattesystem kunne?
En skattelov, der er udformet efter rent faglige kriterier, vil skaffe størst muligt provenu på den enkleste måde, med mindst muligt administrativt besvær og med så få forvridende effekter som muligt.
Momsen lever i alt væsentligt op til disse kriterier.
Skattesystemet bør indrettes, så den enkelte skatteyder kan forstå de regler, der er relevante for vedkommende – og så skatteyderen kan beregne sin egen skat.
Reglerne bør være så klare, at skatteydere med relativt enkle økonomiske forhold kan overskue og forudberegne konsekvenserne af almindelige dispositioner.
Lovgivningen bør minimere de ofte forekommende tvivlssituationer. Når tvivl alligevel opstår, eller når der er uenighed mellem skatteyder og skattemyndighed, bør afklaring kunne ske inden for korte frister.
Reglerne bør så vidt muligt være absolutte frem for regler, der i vid udstrækning bygger på konkrete og individuelle skøn.
Hvordan får vi et bedre skattesystem?
Hvis skattesystemet skal kunne leve op til disse krav, kræver det en grundlæggende forenkling af skatteberegningen. Skatten bør beregnes ud fra ét samlet – eller ganske få – indkomstgrundlag, eventuelt adskilt i personlig indkomst og en samlet kapitalindkomst, som hver beskattes med én procentsats.
Skatter og afgifter med et beskedent provenu, som ikke står mål med det administrative besvær, bør ophæves.
Retssikkerheden på skatteområdet bør forbedres mærkbart. Det forudsætter blandt andet kortere sagsbehandlingstider, styrket sagkundskab ved domstolene på skatteområdet, præcise krav til skattemyndighedernes forvaltningsretlige pligter og en reel ligestilling mellem privat og offentlig part i tvister. Der bør også fastsættes særlige processuelle regler for iværksættelse af skattestraffesager.
Et skattesystem, der reelt varetager borgerens interesser, kræver også en markant ændret adfærd fra Folketingets side: både når ny lovgivning vedtages, når eksisterende lovgivning revideres, og når rammerne for myndighedernes adfærd fastlægges. Det er desuden afgørende, at der skabes en reel – og ikke kun formel – ligestilling mellem skatteyder og skattevæsen.
Ønsker du også et enklere skattesystem? Så støt vores arbejde med et medlemskab: