Regeringen trækker med sin puljepolitik i den forkerte retning. Mindre lokalt ansvar og mere centralisering gør velfærdsstaten mere bureaukratisk. Foto: Anders Krogh
Sidste år afsatte Folketinget 540 millioner kroner til flere bøger i folkeskolen. Men kun 42 procent af pengene går til bøger, mens 58 procent går til administration. Det er helt i orden, mener Center for Undervisningsmidler, der står for opgaven.
Det kan de have ret i givet omstændighederne – altså det faktum, at Folketinget har valgt at øremærke et beløb til bøger i en pulje. Det er puljernes indbyggede logik: For hver ny »satsning« skal nogen opfinde kriterier, ansøgningsprocesser, projektorganisering, evaluering og kommunikation. Resultatet er centralisering og spild af skatteborgernes penge på bureaukrati.
Puljepolitik er den perfekte selfie for en politiker. Velegnet til sociale medier og et pressemøde med budskabet: »Nu gør vi noget«.
Hvis politikerne i stedet blot øgede bloktilskuddet til kommunerne med 540 millioner kroner, ville pengene gøre mere gavn, fordi hver kommune er bedre til at anvende pengene, hvor der lokalt er mest brug for dem. Men så ville ministre og ordførere ikke kunne sole sig i en historie med overskriften »Flere bøger til børn«.
Sådan sander velfærdsstaten til. Danmark har for eksempel omkring 200 erhvervsstøtteordninger, der koster skatteyderne mere end 40 milliarder kroner årligt.
En ekspertgruppe vurderede i 2024 i en rapport, at mange af ordningerne ikke skaber værdi for samfundet og anbefalede at afskaffe udvalgte ordninger og derved spare 2,3 milliarder kroner om året – svarende til 433 kroner pr. voksen dansker, som kunne føres tilbage til skatteborgerne. Det er kun sket i begrænset omfang. Puljerne og pengespildet fortsætter.
Svækker det lokale demokrati
I sit finanslovsforslag for 2026 øremærker regeringen 1,1 milliarder kroner til ekstra personale til landets vuggestuer og børnehaver. Ledere vil fremover ikke tælle med i normeringen, hvilket skaber et politisk defineret behov for at ansætte yderligere cirka 1.300 personale.
Normalt er det kommunerne, der har ansvaret for at prioritere og fordele ressourcerne på pasningsområdet. Den foreslåede øremærkning indebærer, at staten pålægger kommunerne en helt bestemt måde at organisere institutionerne på, som måske giver mening nogle steder, men ikke alle steder.
Det svækker det lokale demokrati, og den reducerede fleksibilitet medfører spild af skatteborgernes penge, fordi kommunerne ikke længere kan vælge den løsning, der passer bedst lokalt.
I mange mindre institutioner har lederen kun et begrænset antal timer med egentlige ledelsesopgaver. Hidtil har lederen kunnet være en del af arbejdet med børnene.
Det gav både fleksibilitet og flere hænder i hverdagen. Når ledertimer nu ikke tæller med i normeringen, kan kommunen blive tvunget til at ansætte ekstra personale, selvom lederen reelt allerede bidrager i pasningen, og selv i kommuner og institutioner, hvor der ikke er et behov for at bruge flere af skatteborgernes penge på at ansætte personale.
Meget tyder på, at for få ressourcer sjældent er problemet i de danske daginstitutioner. I maj 2025 udkom rapporten »Kvalitet i dagtilbud«, udarbejdet af EVA og VIVE for Børne- og Undervisningsministeriet.
Ifølge rapporten har kun hver tiende stue en kvalitet, der er »god«, knap to tredjedele er »tilstrækkelige«, og knap tre ud af ti er »utilstrækkelige«. Ingen er »fremragende«.
Det er mildest talt nedslående, og hvis flere penge fra skatteborgerne var løsningen, ville jeg være stor tilhænger – alt for børnene. Men generelt ser problemet ikke ud til at være normeringer.
Ikke flere penge, men bedre ledelse
Rapporten siger det faktisk helt klart. Den finder »ingen sammenhænge mellem det samlede pædagogiske læringsmiljø og rammeforhold opgjort på årsniveau«.
Rapporten dokumenterer stor variation i kvaliteten af pasningen – både mellem institutioner med samme normering og sågar internt i den enkelte institution. I 27 procent af de institutioner, hvor der blev observeret på to stuer, landede stuerne i forskellige kvalitetskategorier.
Rapportens resultater viser altså, at de afgørende faktorer for kvaliteten af pasningen ikke er normering, men kvaliteten af ledelsen, organisering og kultur, både på stueniveau og på institutionsniveau.
Regeringen smider altså penge efter et problem, der ikke kan løses med flere penge. Vejen frem er – som rapporten påpeger – at lære af de steder, hvor kvaliteten allerede er høj.
Det kræver bedre lokal ledelse, bedre mulighed for at sammenligne – også for forældre og interesserede borgere. Regeringen trækker med sin puljepolitik i den modsatte og forkerte retning. Mindre lokalt ansvar, mere centralisering. Det gør velfærdsstaten mere bureaukratisk og giver ringere kvalitet pr. krone anvendt.
Martin Ågerup, direktør for Skattebetalerne, i Berlingske 5. september.